R a m b a m

Kært barn har mange navne. Navnet Rambam, som vi i al beskedenhed har lånt til vores

tidsskrift, er et akronym, som er afledt af forbogstavene i jødedommens absolut største

 lærdes navn:  Rabbi Moshe ben Maimon, eller RAMBAM.

Rambams rigtige navn var משֶׁהבֶּןמַיימוֹן, Mōšè ben Maimōn. Han var også kendt

som Musa ibn Maimun og værdsat blandt araberne, og blandt de lærde i Europa som

Moses Maimonides eller Maimoni. Endnu andre udråbte ham som ha-Nesher hagadol, den

mægtige ørn. En helt almindelig mand var han derfor ikke. Hans virke dækkede et væld

 af værker om de mosaiske love, filosofi og lægevidenskab, og han var inspiration for

andre lærde i århundreder, og er det den dag i dag.

Rambam blev født den 30. marts 1135 (nogle mener 1138) i Sefarad (Spanien) i det maurisk

styrede Cordoba, hvor jødisk videnskab havde fået lov til at blomstre i over hundrede år.

Invasionen af fanatiske muslimer, Almohaderne, som erobrede Cordoba i 1148, medførte

drastiske ændringer. Jøderne og de kristne undersåtter fik pludseligt valget mellem at

konvertere eller dø. I flere år var Rambams familie på flugt i det sydlige Sefarad indtil det

i 1160 lykkedes dem at finde en sikker enklave i Afrika, i byen Fez (Marokko).

Den unge Rambam viste tidligt store evner og interesse for al lærdom. I Spanien studerede

han de antikke græske skrifter såvel som arabisk naturvidenskab og lægevidenskab.

Torahlærdom studerede han blandt andet under sin fars vejledning.

Han fortsatte sin søgen efter viden og dannelse i eksil. I Fez studerede han profan lærdom

 på det gamle Al-Karaoine universitetet som blev stiftet allerede i år 859.

Familien udvandrede senere til det Hellige Land for til sidst at slå rødder i byen Fostat uden

for Cairo i Egypten. Familiens velstand og Rambams virke fik et stort knæk da han

engagerede sig i løskøbelsen af egyptiske jøder som korsfarerkongen Amalric i Jerusalem

havde taget til fange i den egyptiske by Bilbays og holdt fanget i Jerusalem. Det lykkedes

med nød og næppe. For at geninvestere de store beløb som var gået til løskøbelsen af

 jøderne fra Bilbays, gav Rambam sin lillebror David, en stor sum penge og oplysninger om

en lukrative handelsmulighed i Sudan. Da David kom til Sudan, syntes han ikke udsigterne

var gode og besluttede sig i stedet for at drage videre til søs og sejle til Indien. På vejen

 dertil druknede David. Davids sidste brev til Rambam er bevaret. Til trods for dets dårlige

forfatning kan man læse følgende: ”Til min elskede broder R[abbi] Mos[es, søn af Rabbi]

Maimon… David din bror, som længes efter dig... For at gøre en lang historie kort …

Jeg tænkte over hvad jeg havde oplevet i  [ørkenen og hvorledes jeg blev reddet];

så forekom det mig at være en nem sag at foretage en havsejlads… vær ej [bekymret].

Ham, der har reddet mig fra ørkenen med dens ... vil redde mig på havet…”

Rambam var tynget af sorg over tabet af sin bror. Antageligt grundet sin rolle i løskøbelsen

af de jødiske gidsler i Jerusalem, blev Rambam i 1171 udnævnt som jødernes nagid (religiøse

leder) i Egypten. Det økonomiske knæk som familien havde lidt i forbindelse med redningen

af de jødiske gidsler fra korsfarerkongen i Jerusalem, fik Rambam til at optage læge-

gerningen. Lige som i dag, var det en bedre forretning at hele mennesker end fordybe

sig i religiøse og filosofiske studier.  Med en grundig uddannelse fra Sydspanien og Fez

voksede hans ry som læge hurtigt og han blev udnævnt som storvesiren Alfadils og

senere Sultan Salladins livlæge. Talrige af Rambams skrifter om lægevidenskab og

sygdomme blev inspiration for generationer af læger.

Rambam er derimod mest kendt for sit halakiske værk Mishneh Torah, en samling og

tolkning af de jødiske love som han arbejdede på mellem 1170 og 1180. Værket var det

første som han skrev på hebraisk (talmudisk aramæisk), og bogen henvendte sig til de

troende jøde, som upåvirket af tidens rationalistiske trends ønskede at leve i overens-

stemmelse med lovens forskrifter. Bogen består af 14 afsnit, hvor Rambam detaljeret

forklarer alle jødiske love.

Et andet hovedværk af Rambam var Dalalat al-Ha’irin, også kendt som More nevuchim

eller ”Vejleder for vildfarne”, en bog som forsøger at harmonisere jødedommen med

videnskab og filosofi. Den var sigtet på de arabisk talende jøder, som ikke kunne indpasse

religionen i den nye samfundsorden, der begyndte at tegne sig.

Udover værker om religion, filosofi og lægevidenskab, er der bevaret en stor samling af

Rambams korrespondance med forskellige menigheder i Middelhavsområdet. Heri er han

tit i rollen som rådgiver i dagliglivets jura, halacha. Stor del af disse breve, originaler og

afskrifter, fandt man i genizaen (opbevaringssted for jødiske menigheders gamle og

aflagte skrifter), som man opdagede på loftet i Ben Ezra-synagogen i Fostat i slutningen

af det 19. århundrede. Her finder vi blandt andet en afskrift af Rambams brev fra

september 1199 stilet til den provencalske rabbiner Samuel ibn Tibbon. Ibn Tibbons havde

kontaktet Rambam med en ansøgning om foretræde, for at vise Rambam sin hebraiske

oversættelse af Vejledning for vildfarne. Rambam afslog høfligt, han var for travlt optaget

af sit daglige slid som læge, som han beskrev detaljeret i sit svar:

”Jeg tager til Cairo hver dag for at tilse kongens og han familie og undertiden hans hof,

og kommer først hjem igen midt på eftermiddagen, hvis ikke noget uforudset sker.

Hjemme finder jeg venteværelset fuldt af patienter: Jøder og ikke-jøder, høj og lav,

venner og fjender. Jeg stjæler mig til et hurtigt måltid og tager fat på behandling af

patienter og udskrivning af recepter. Når jeg er færdig, er det bælgmørkt, og jeg er så

træt, at jeg ikke engang orker at sige godnat. Kun på shabbat er jeg sammen med

min menighed, som kommer hen til mig efter gudstjenesten om morgenen. Somme tider

kommer jeg igen om eftermiddagen til studier og meditation, indtil det er tid til aftenbøn”.

Rambam døde i 1204 og blev efter eget ønsket begravet ved Tiberias. Hans efterkom-

mere i Egypten fungerede som rabbinere og læger og var ledere for jøderne

i Egypten i generationer.

Ingen anden jødisk filosof er blevet så flittigt kommenteret som Rambam og ingen anden

personlighed er nok mere dækkende for jødedommen i alle dens udtryk.